|
Referat af HERALDISK SELSKABs ordinære generalforsamling lørdag den 5. maj 2007 på Frederiksborg Slot, Hillerød 1. Valg af dirigent 2. Formandens beretning om året maj 2006 – april 2007 Af hovedpunkterne kan nævnes: der har været afholdt 3 styrelsesmøder, hvor bl.a. konferenceforberelserne og forslaget til vedtægtsændringer er drøftet. Også i år ser regnskabet ret lyst ud, ikke mindst efter at hele opsætning, trykning og udsendelse af tidsskriftet nu udføres i Norge, hvorved den 25% danske moms spares. Også salg af gamle numre og andet har bidraget med fircifret beløb, men uden et betydeligt beløb fra Alfred Good’s Fond havde det set anderledes trist ud. Medlemmerne opfordres til at opfordre alle, der har blot en lille interesse for heraldik til at melde sig ind i selskabet, en hvervefolder på hhv. dansk, norsk og svensk er ved at gå i trykken. En genudgivelse af Sven Tito Achens Heraldikkens femten glæder forventes udgivet i forbindelse med 50-års jubilæet i 2009 og Ulrik Reindels Kronborgtapeterne og striden om de tre kroner afventer kun fondstøtte for at blive udgivet. Knud Prange (Danmark) komplimenterede, at websiten, nyhedsbrevet og konferencen nu bliver nævnt i vedtægterne, men beklagede at folderen havde været så længe undervejs. Han efterlyste de aktuelle medlemstal. Sekretæren oplyste at det var 414, herunder 362 med løbende indbetalinger. Beretningen blev taget til efterretning. 3. Beretninger om lokalafdelingernes virke Harald Nissen berettede, at Trondheim-afdelingen, som nu har 3 aktive og 3 korresponderende medlemmer, har holdt møder i begyndelsen af 2007 og at 2 af medlemmerne har afholdt adskillige foredrag med lokalhistorisk-heraldisk indhold. Harald Nissen havde modtaget Svensk Heraldisk Förenings medalje 2006. 4. Beretninger fra nedsatte udvalg 1) skulle udarbejde forslag til ændrede vedtægter. Resultatet er vedlagt indkaldelsen på det relevante af de tre sprog (dansk, svensk og norsk) og fremlagdes af styrelsen til vedtagelse under punkt 7. 2) har set på mulighederne for at omdanne SHS til et forbund af nationale foreninger, bl.a. Svenska Heraldiska Föreningen, Norsk Heraldisk Forening og Heraldiska Selskabet i Finland. Disse drøftelser har ikke ført til resultater, der kunne fremlægges, primært grundet manglende enighed om hvorvidt kontingent til SHS (og dermed Heraldisk Tidsskrift) skulle være obligatorisk eller ej. Et forslag om et Nordisk heraldisk Råd, som kunne forestå fælles aktiviteter blev trukket af forslagsstillerne. 5. Forelæggelse af det reviderede regnskab På forespørgsel oplyste kassereren at SHS vil undersøge mulighed for at skifte til en bedre bankforbindelse. Knud Prange (Danmark) udtrykte sin bekymring over det faldende medlemstal, som over en 9-års periode skulle være faldet fra 543 til de nuværende 414. Han mente desuden, ud fra en simpel division af kontingentsummen med antallet af medlemmer på generalforsamlingstidspunktet, at styrelsen havde ladet medlemmer undlade at betale kontingent. Dette blev tilbagevist af sekretæren, Steen Clemmensen, som gjorde opmærksom på at Pranges beregninger var baseret på en fejlagtig opfattelse af medlemstallene. I den nævnte periode havde medlemsomsætningen været på 769, bl.a. fordi interesserede af administrative grunde blev opført som medlemmer og modtog seneste nummer af tidsskriftet. Men hvis kontingentet ikke var betalt ved næste udsendelse efter rykker, blev restanter slettet som medlemmer. Sekretæren bemærkede også, at mange foreninger, herunder de fleste heraldiske, havde haft faldende medlemstal i de senere år. Hans Cappelen (Norge) delte Pranges (og styrelsens) bekymring over det faldende medlemstal, og så frem til at høre Pranges forslag til at vende denne beklagelige tendens. Dirigenten konstaterede at der var behov for en nærmere redegørelse for udviklingen i medlemstal og kontingentbetaling, hvilket styrelsen lovede til næste generalforsamling, hvorefter regnskabet blev godkendt. 6. Fastsættelse af næste årlige kontingent 7. Behandling af indkomne forslag Dirigenten noterede, at i.h.t. § 12 stk.2, 3.punktum kunne vedtægtsændringerne træde i kraft umiddelbart, hvis tre fjerdedele af de afgivne stemmer var for forslaget. Han gennemgik derefter ændringsforslagene punkt for punkt og konstaterede, at der – bortset fra det nye § 10 stk.2 nr.11 (valgkomité) - ikke var forslag om yderligere ændringer. Dog mente Knud Prange, at det var et problem at forslag skulle indsendes 1 måned før generalforsamlingen, mens indkaldelsen først skulle være udsendt 14 dage før, men han stillede intet ændringsforslag. Formuleringen er essentielt lig med de hidtil gældende vedtægter, vedtaget i 1995 mens Prange var formand. Leif Påhlsson (Sverige) mente ikke at styrelsen burde foreslå medlemmerne af valgkomitéen og at formuleringen ”efter indstilling fra styrelsen” burde udgå. Påhlsons forslag faldt, da der kun var 4 stemmer for. Det samlede forslag til vedtægter, som udsendt, blev vedtaget ved håndsoprækning med 3 stemmer imod – og ingen begærede optælling af stemmer for, da det var indlysende at mere end tre fjerdedele var for. Dirigenten konstaterede, at generalforsamlingen fortsatte efter den alternative dagsorden (pkt. 8-12), og at styrelsesmedlemmer, der ikke var på valg blev prolongeret til næste generalforsamling. 8. Valg af formand 9. Valg af medlemmer og suppleanter til styrelsen Den nye styrelse består derefter af: Allan Tønnesen (formand), Peter Kurrild-Klitgaard (næstformand, ny), Poul Holstein (redaktør), Bo Møller (kasserer), Ronny Andersen (nyhedsbrev, salg), Nils G. Bartholdy og Susanne Vogt - alle Danmark; Tom Bergroth og Wilhelm Brummer (ny) - Finland; Martin Sunnqvist (sekretær), Martin Asker (medlemsresgisterfører, ny), Jens Christian Berlin (webredaktør, ny) - alle Sverige; Kaare Seeberg Sidselrud (ny) og Hans Cappelen – Norge; Stefán Snæbjörnsson (Island). Suppleanter er: Ulrik Reindel (ny) – Danmark; Niklas Procopé – Finland; Eric Bylander (ny) – Sverige; Geir Helgen - Norge, og Matthias Arni Johannsson (ny) - Island. 10. Valg af revisorer og revisorsuppleanter 11. Valg af Valgkomité 12. Eventuelt Efterfølgende oplyste Tom Bergroth, at den næste konference og generalforsamling finder sted på Stockholm Slot i dagene 22-24. maj 2009 med emnet Personheraldik og våbenret. Steen Clemmensen
|