Danmark

Rigsvåben og andre offentlige våbener

af Nils G. Bartholdy


1. Det lille rigsvåben, tegning Aage Wulff.		2. Knud VI's segl, ca. 1194, den ældste fremstilling af det danske rigsvåben.

Den ældste eksisterende gengivelse af Danmarks våben, tre løver omgivet af hjerter, ses i Knud VIs segl under et brev fra ca. 1194, men våbenet stammer formentlig fra Valdemar den Store. Den danske konge markerede med antagelsen af løvefiguren sin selvstændighed over for den romersk-tyske kejser, hvis mærke var en ørn. Farverne i skjoldet er dokumenteret fra ca. 1270. Løverne har været kronede siden 1200-tallet. Siden 1500-tallet har hjerternes antal været ni. Ligesom andre steder i Europa differentieredes våbenet for kongens yngre sønner. Den kendteste brisure er Sønderjyllands (Slesvigs) to løver, der endnu anvendes. Våbenet var oprindelig kongens og kongeslægtens, men blev efterhånden opfattet som rigets våben.


3. Erik af Pommerns store segl, 1398, med Danmarks 3 løver, Sverige Tre Kronor, Folkungernes løve og Pommerns grif i de 4 felter. I hjerteskjoldet over Unionskorset ses Norges øksebærende løve.		4. Torshavns by-/kommunevåben.

Siden Erik af Pommern har monarkens våben været et sammensat skjold, hvis indhold i tidens løb har varieret. Foruden det danske våben indgik våbenmærker for områder, som kongen i perioder herskede over eller gjorde krav på. For titlen ”de venders konge” tilføjede Christoffer af Bayern i 1440 den dragelignende lindorm, der kan symbolisere hedenskab og dermed hentyde til sejren over de hedenske vender. I 1449 tilføjede Christian I en løve over ni hjerter for titlen ”de goters konge”, formentlig som led i sine bestræbelser på at dominere Sverige, hvor myten om svenskerne som efterkommere af de sejrrige goter bidrog til den nationale selvforståelse. De to slesvigske løver blev i 1460 en del af kongens våben ligesom Holstens nældeblad. De to oldenborgske bjælker kom til med Christian I, og i kongens våben fra Frederik Is tid forekommer Delmenhorsts kors. Stormarns svane med krone om halsen kendes fra 1476. Dannebrog som flag kendes med sikkerhed fra Valdemar Atterdags tid, og Dannebrogskorset blev en bestanddel af kongens våben under Erik af Pommern. Det samme gælder Norges løve og Sveriges våbenmærker. De tre kroner var egentlig Sveriges våben, men kom også til at symbolisere Kalmarunionens tre nordiske riger. Efter unionsopløsningen førte Christian III fra 1546 de tre kroner som prætentionsvåben, og dansk-norske konger markerede på denne måde en politisk vilje til også at dominere Sverige. Felter for Bayern og Pommern forekom under de konger, der stammede herfra. Erobringen af Ditmarsken i 1559 markeredes af et felt med en rytter. Island var fra 1500-tallet repræsenteret af en kronet stokfisk, fra 1903 af en falk. Færøernes gamle våbenmærke, vædderen, kombineredes fra 1668 med kongens, og den grønlandske bjørn kendes fra 1665. I 1819 indsattes et hestehoved for Lauenburg. Endvidere har følgende våbener været anvendt: Gotlands Agnus Dei (”Guds Lam”), Øsels ørn, Femerns krone og Bornholms drage.

Danske købstæder brugte fra 1200-tallet segl med et billedligt indhold, der kunne hentyde til byens navn, et markant bygningsværk, et karakteristisk erhverv, f. eks. søfart eller fiskeri, en skytshelgen, et topografisk særpræg m. m. Senere blev seglbillederne gengivet i skjoldform og er i dag de ældste kommunevåbener. I slutningen af 1800-tallet vaktes de kommunale enheders interesse for våbener. Byer og sognekommuner, der aldrig tidligere havde ført våben, antog et og fik det officielt godkendt. I 1936 oprettedes et særligt kommunevåbenregister. I løbet af 1900-tallet fik næsten alle danske kommuner våben. Også kommuner i Grønland fik våben ligesom Torshavn på Færøerne.

Amtskommunernes heraldiske tradition er ikke så gammel som kommunernes. Hjørring Amt havde fra 1793 et våben. Men interessen blev for alvor vakt i 1930’erne, og i dag har alle danske amtskommuner våben. Enkelte bygger på gamle, lokale traditioner. Således fører Bornholms Amt en drage, som er identisk med det våben, kongen brugte som våbenmærke for øen, og Sønderjyllands Amt antog de to sønderjyske løver med en Dannebrogsvimpel. Ellers er amtsvåbenerne komponeret ud fra områdernes lokale særpræg og historiske fortid. I nutiden har en del amtskommuner og primærkommuner ændret deres officielle våbener til uheraldiske logo’er.

I middelalderen brugte kirken våbener. Stifterne havde våbenmærker, der ofte hentydede til bestemte helgener. Bisperne kombinerede dem med deres egne slægtsvåbener. Efter reformationen var der ingen interesse for kirkelig heraldik. Først i nutiden er enkelte af folkekirkens stifter igen begyndt at føre våben. Den katolske kirke i Danmark er sig derimod meget heraldisk bevidst.


5. Bornholms dragevåben, fastsat 1942.		6. Sønderjyllands fanebærende løver, taget i brug 1980.