KURIØST

Nyt våbenskjold til politiet - ikke fodboldholdet

Det danske politi er, som det kan ses i Berligske Tidendes Kulturtillæg 13.12.2004, ved at modernisere sit design.  Det nye program fra e-types A/S virker veldesignet og let, om end uniformerne ikke kan skille sig væsentligt ud fra andre i samme grundfarve.

Men én ting er at kunne designe - og tegne, noget andet er at vide, hvad hvad man egentlig har med at gøre. De to ting følges ikke altid ad hos vores ellers dygtige designere.

 Genkendelighed og sikkerhed har været alfa og omega for programmet, for, som rigspolitichef Torsten Hesselbjerg, udtrykker det, så skal man ikke være i tvivl om man står over for en parkeringsvagt eller en politimand.  Men som e-types måske har tænkt, så kører fodboldtrænere, spillere og tilhængere, nok ikke ofte på motorcykel.  Det kunne ellers være ganske underholdende at se hooligans og ordensmagt med samme logo uden for Parken ved en landskamp med England.

En lykkeligvis anonym designer syntes, at løverne i det lille Rigsvåben trængte til en opfriskning og at farverne nok var lidt vel kedelige, så hvorfor ikke ændre løverne til mørkeblå i sølv - det ser jo flot ud !  Det syntes i hvert fald ledelsen i det engelske fodboldforbund, der valgte netop den kombination til deres landshold.

Designere har mange muligheder for at variere form og farver i designprogrammer, men for logoer er farvevalget ofte en integreret del af signaturen, som kræver grundig overvejelse - og for et heraldisk våbenskjold, så er det som i dette eksempel katastrofalt ikke at kende de basale regler. Man kan vise et våben i sort-hvid (som på et segl) og man kan ændre formen på figurerne, men aldrig farverne. Det danske rigsvåben har blå gående løver i guld. Ændres de til guld i rødt får man England, o.s.v. Afhængig af tid og humør kan man endog udenlade hjerterne eller lade løven virre med hovedet - det vil højest virke lidt gammeldags.

Men komikken blev undgået og resulatet er blevet en sæt lette og spændstige løver, som den heraldiske konsulent, Nils G. Bartholdy, kun kan være tilfreds med. I realiteten er der kun tale om en mindre opfriskning af Åge Wulff's klassiske udformning. De strutter af pondus og selvtillid og ligner ikke længere forkølede puddelhunde, som det udtrykkes.  Nå, sprogets betydning fornys jo jævnligt, så selvom puddelhunde mest bruges om våbenet for Sønderjyllands Amt, så må salig Wulff nu også klare denne  næppe retfærdige nedklassificering.

Steen Clemmensen