Borgerlig heraldik i Danmark

Av Allan Tønnesen

Selv om heraldikken er opstået indenfor krigerstanden og hurtigt blev knyttet til erhvervet eller arvet adelskab, bredte brugen af våbener sig hurtigt til andre stænder: præster, borgere og bønder. Det første kendte eksempel fra Skandinavien på et egentligt våben tilhørende en borger er fra 1320. Denne udbredelse af brugen af våbener hang sammen med behovet for et seglmotiv, idet besegling var nødvendig, hvis et dokument skulle have retslig gyldighed.

I middelalderen anvender de fleste borgere og bønder dog bomærker som ejermærke og personligt kendetegn. Bomærker er en del ældre end den egentlige heraldik. De er sammensat af fortrinsvis rette linier i enkle kombinationer. De er lette at tegne eller ridse i træ og andre materialer. De har en vis lighed med runer, og for en del bomærker kan det påvises, at de er sammensat af ejerens initialer eller bogstaverne i hans fornavn. Senere forekommer også bomærker sammenskrevet af latinske bogstaver. Der er adskillige eksempler på slægter, der gennem generationer har ført variationer af det samme bomærke, men det er ligeså almindeligt, at samme mand skifter et bomærke ud med et andet. Bomærker optræder i begyndelsen mest uden skjoldmæssig indramning, men i løbet af middelalderen bliver indsætningen i et skjold mere og mere almindelig, ligesom de kan have farver, når de optræder udskåret på f.eks. inventar og portoverliggere. Bomærkerne optræder inden for borgerstanden til ca. 1700, mens bondestanden holder ved bomærkerne endnu ca. 100 år.

De våbener, der føres af borgere, adskiller sig kun fra adeliges våbener derved at de helt enkle våbener udelukkende bestående af delinger og andre heraldiske figurer ikke optræder. For de almindelige figurers vedkommende er der derimod ingen forskel. De kan forestille mennesker, dyr, planter, redskaber eller dele heraf. Den åbne turnerhjelm, "trallehjelmen", betegnedes i ældre tid som "adelig", men forekommer også på borgerlige våbener.

I princippet stod alle muligheder åbne for den borger, der ønskede at antage et våben, men i praksis viser det sig, at der er en udpræget tendens til at vælge et våbenbillede blandt et forholdsvis begrænset antal symbolladede motiver. Det er endda sådan, at de forkellige professioner har en tydelig forkærlighed for bestemte symboler: Præster foretrækker et kors, en kalk, en opslået bog (bibelen), et timeglas, et dødningehoved, en pelikan (der symboliserer den opofrende kærlighed), eller håbets gudinde Spes. Jurister har en forkærlighed for Justitia, retfærdighedens gudinde, en vægt eller et sværd, hvorimod købmænd ofte vil vælge Fortuna, gudinden for den lykkelige skæbne, et skib, en merkurstav eller andet handelssymbol. Andre ofte anvendte allegoriske symboler er tranen med en sten i den ene klo (vagtsomhed).

Almindelige er også egentlige professionsvåbener uden noget symbolindhold: passer og vinkel for tømreren, en murske for mureren, hammer og tang for smeden, en høvl for snedkeren, en støvle for skomageren, kanoner og sværd for officeren, en plov for landmanden osv.

Som inden for adelsheraldikken forekommer også talende våbener, endda i rigt mål. Eksempler herpå er: Hjort (springende hjort), Holtzmann (mand med et træ), Schwartzkopf (morianhoveder), Foss (springende ræv), Wulff (springende ulv), Langhorn (enhjørning), Schow (flere træer), Linde (lindetræ), Svane (svane), Goos (gås), Juel (hjul). Nogle antager ligefrem karakter af rebusser: Wodschow (regn over træer) og Stallknecht (mand der trækker en hest ud af en stalddør).

Men generelt gælder det for den borgerlige heraldik, at den følger samme regler som den adelige heraldik. Det gælder farvereglerne, det gælder de forskellige former for delinger, det gælder forekomsten af skjoldholdere og hjelmtegn (også forekomst af hjelmtegn alene), og det gælder det forhold, at et våben overtages fra generation til generation. Det anslås, at 80 % af den danske heraldik udgøres af borgerlige våbener.