Bergensfarerne og Islands ældste Våben
Af Sven Tito Achen
I DEN sydsjællandske købstad Næstved var man i 1870’erne ved at grave grunden til et hus i Brogade nr. 5, og under dette arbejde fandt man en terrakotta-plade, ca. 51 X 51 cm, med et våbenrelief på. Ejeren lod pladen mure ind i en bagbygning til det nye hus, og her sad den ret upåagtet inæsten hundrede år.
En overgang var ejendommen blevet anvendt som kaserne, og da Gardehusar-regimentet, i anledning af sit 200 års jubilæum i 1962, forberedte en regimentshistorie, blev man gjort opmærksom på relieffet, som formodedes at være af militær art. På Tøjhusmuseet i København så konservator Aage Wulff et fotografi af pladen og lod det gå videre til Heraldisk Tidsskrift, som kunne oplyse, at pladens våben tilhørte den gren af det gamle nordtyske Hansaforbund, som kaldtes »Bergensfarerne« (se figur 1).
 |
 |
|
| 1. Reliefpladen fra Næstved med Bergensfarer-våbenet. Terrakotta, oprindelig rød, nu grå; ca. 51 X 51 cm. Fremstillet i 1550’erne, omkring 320 år senere fundet i jorden i Næstved. Nu i Næstved Museum. |
2. De lübske Bergensfareres våben i et segl fra 1415. Dette er det ældste kendte eksempel, ikke blot på deres våben, men overhovedet på stokfiskens optræden i heraldikken. Efter Thiset. |
Reliefpladen i Næstved
Allerede før dette havde afdøde konservator Peter Linde, Nationalmuseet, og lederen af Næstved Museum, lektor F. Michelsen, dog været opmærksom på pladens eksistens. De oplysninger om dens oprindelse og historie som bringes her, skyldes lektor Michelsen. Pladen befinder sig nu i hans varetægt, idet ejerne af huset, i hvis mur relieffet sad, besluttede at overlade pladen til Næstved Museum.Lektor Michelsen har, efter konservator Lindes antydning, fundet frem til, at relieffet er modelleret hos den lübske kunstner Statius von Düren, hvis terrakotta-værksted spillede en rolle i anden halvdel af 1500-tallet. Pladen er fremstillet som aftryk af en negativ lerform. Ved hjælp af en sådan kunne man støbe mange plader, og der kendes fra vor tid i hvert fald tre andre eksemplarer af »Næstved-pladen«, to i Lübeck og et i Hamburg (købt fra Lübeck).
Hvor mange eksemplarer af pladen som i sin tid er fremstillet, vides ikke. De har utvivlsomt først og fremmest været beregnet for ydre udsmykning af det hus, som Bergensfarer-kompagniet overtog i Lübeck o. 1557. Bygningen eksisterer ikke mere, men i en afhandling af John Eimers, »Die Werkstatt des Statius von Düren« (se litteraturlisten, bagest) findes en rekonstruktionstegning af den.
Dette er hvad vi ved. Ikke så lidt, men som det i reglen går, er der endnu mere vi ikke ved. Vi ved ikke, om pladen i Næstved nogen sinde har siddet i Bergensfarernes hus i Lübeck, eller i en af deres bygninger andetsteds, eller om den kanske stammer direkte fra Statius von Dürens værksted. Der har været hanseatiske »liggere« i Næstved, men noget kontor synes Bergensfarerne, eller Hansaen overhovedet, ikke at have haft dér. Vi ved intet om hvorledes, eller hvorfor, pladen er kommet til Næstved. Og udover at det må være sket mellem 1550’erne og 1870’erne, ved vi heller ikke noget om hvornår.
Bergensfarer-våbenet
De lübske Bergensfareres våben, sådan som det ses på Næstved-pladen, var: lodret delt, 1. felt en kronet stokfisk (tørfisk), 2. felt en halv dobbeltørn fast på delingen. Somme tider sad ørnen i 1. felt. Farverne kendes andetsteds fra: sølv fisk og guld krone i rødt, sort ørn i guld. Stokfisken gengives snart fra siden, blot opskåret og renset (figur 1), snart flækket og åbnet (figur 3).| Det er almindeligt antaget, at den kronede stokfisk i 1. felt var Islands våben, ørnen i 2. felt halvdelen af Lübecks. De varer som købmændene fra Lübeck hentede i Bergen, kom i vid udstrækning fra Island, og det var derfor naturligt - mener man - at det kompagni som formidlede handelen, forenede disse to staters våbener i ét. Hvad ørnen angår, er denne forklaring sikkert rigtig. Ganske vist er Lübecks våben ikke en sort ørn i guld - det er det Tyske Riges våben - men en sådan ørn med et brystskjold, vandret delt af sølv og rødt. At ørnen i det sammensatte våben alligevel, også uden denne detalje, skal opfattes som Lübecks, kan sluttes af det våben, som de hamburgske Bergensfarere førte: en kronet stokfisk på ganske samme måde, kombineret med Hamburgs halverede byvåben. Hvad stokfisken angår, må man derimod have lov til at tvivle på denne forklaring. For det første: Hvorfor skulle et tysk kompagni, med »endestation« i og navn efter Bergen, føre Islands våbenmærke i sit skjold? Hanseaterne sejlede vistnok kun undtagelsesvis selv til Island. Og de varer de hentede i Bergen, kom utvivlsomt i mindst lige så høj grad fra Norge og Færørne som fra Island. |
 |
|
| 3. Træsnit foran i Holar-salmebogen fra 1589, det ældste kendte eksempel på stokfisken som våben for Island, brugt på Island. |
Islands stokfisk
Vi ved, at stokfisken tidligere var Islands våben, dvs. at den var det indtil 1903 (da den afløstes af en falk), men fra hvornår? Det er det springende punkt.Det ældste eksempel på officiel, uimodsigelig brug af den kronede stokfisk som Islands våben, er et træsnit bag på titelbladet til Ein ny Psalma Bok, den såkaldte »Holar-salmebog«, trykt 1589. Som for at undgå enhver tvivl er våbenet betegnet »Islands mærke«, Insignia Islandiæ (se figur 3). Stokfisken sidder også i Islands ældste bevarede landssegl, fra 1593. Et tidligere landssegl, som Christian 3. lod skære i 1550, er ikke bevaret, aftryk tilsyneladende heller ikke, og dets eventuelle våbenmærke kendes ikke.
| Det ældste uofficielle eksempel på stokfisken som Islands våben figurerer på den svenske kirkemand Olaus Magnus’ »Carta Marina«, fra 1539 (se figur 4). Den ældste forekomst af Bergensfarer-våbenet med stokfisken i 1. felt er imidlertid som nævnt fra 1415, altså ca. 125 år ældre end Olaus Magnus, og ca. 175 år ældre end Holar-salmebogen. Hvoraf slutter man, at stokfisken var Islands våben allerede i 1415? Det gør man på grundlag af en tegning i en islandsk skindbog fra o. 1360 (se figur 5). I denne tegning så Anders Thiset (og med ham bl. a. Halldór Hermannsson, Grandjean, og Astrid Friis) beviset for, at Island på dette tidspunkt førte en stokfisk som sit våben. Thiset mener, at tegningen er »den ældste kendte fremstilling af våbenmærket«, og »et talende vidnesbyrd om, at dette mærke er opstået på Island selv«. Er dette ikke alt for omfattende en konklusion at drage? Det kan ikke afgøres, om tegningen er af samme hånd som teksten, men den har i alle fald intet at gøre med tekstens indhold, som nemlig er en række regler for gudstjenesten. Det er altså en ren tilfældighed, at fisken er tegnet netop her. Men hvorfor i alverden skulle en islænding ikke kunne falde på at tegne en stokfjsk uden at have en heraldisk tilskyndelse dertil? Hvad er der størst chance for, at en anonym person tilfældigvis giver sig til at tegne i margenen på et dokument om noget helt andet: landets våben eller landets almindeligste produkt, fødemiddel og handelsvare? Hvis f. eks. en nordmand havde tegnet en løve som holdt en økse, kunne man med rette have draget den konklusion at det næppe var efter naturen, han havde tegnet den. Men en islænding som tegner en stokfisk, et af de almindeligste syn inde eller ude i hele Island, behøver det nogen forklaring? Hvad tegner danske børn: tre blå løver eller øfgrise? Og hvis denne specielle stokfisk var ment som landets våben ville tegneren næppe have udeladt kronen og da slet ikke skjoldet! Den betydning, man har tillagt denne ganske uheraldiske tegning, skyldes udelukkende, at stokfisken ca. 200 år efter var Islands våben. Hvis Islands senere våben var blevet f. eks. en islandsk hest, ville ingen så meget som et øjeblik have studset over tegningen. |
 4. Islands våben på Olaus Magnus’ Nordens-kort, trykt i Venezia 1539. Det er anbragt på kortet af Island, side om side med det norske våben. Efter Halldór Hermannsson.  5. Tegning i kanten af et islandsk skindmanuskript fra o. 1360. Dokumentets tekst indeholder regler for gudstjenesten. Kungl. Biblioteket, Stockholm. |
Bergensfarerne først?
Når Bergensfarernes stokfisk altså er dokumenteret mindst 125-175 år før Islands stokfisk, kunne det så ikke tænkes, at sammenhængen var lige omvendt, og at altså Island havde sit våben fra Bergensfarerne, ikke Bergensfarerne deres 1. felt fra Island?I sin artikel fra 1914 var Thiset inde på denne tanke. Det »lå ikke fjernt at formode«, skrev han, »at selve Islands våben skyldtes (Bergensfarerne) og .... var blevet øen pånødt udefra, fra Lübeck eller fra Bergen«. Han forkastede denne teori på grund af tegningen fra o. 1360, men hvis denne tegning alligevel ikke kan opfattes som heraldisk, kommer der igen liv i teorien. Sagen kunne i så fald hænge således sammen:
I det våben Bergensfarerne gjorde sig, kombinerede de deres hjembys våbenmærke, ørnen, med en ganske nøgtern afbildning af den vigtigste af de varer, som de kom til Bergen for, nemlig stokfisken. De satte en krone over fisken for at tilkendegive deres kgl. handelsprivilegium, grundlaget for hele deres tilstedeværelse i Bergen. Intet kunne være naturligere end denne kombination. Den var et skilt, der fortalte hvorfra de kom og hvad de handlede med.
En parallel findes i det berømte Hudson’s Bay Company, som Charles 2. af England i 1670 gav eneret på pelshandelen i Canada via Hudson Bugten. Dette kompagnis våben er: i sølv felt et rødt kors mellem fire sorte bævere. Altså hjemlandets St. Georgskors, og bæverne som udtryk for den vare, skindene, det hele drejede sig om.
Igennem 100 år eller mere var høj og lav i hele Nordeuropa ved tusinde lejligheder vidne til, at lübske skibe lossede deres last af islandsk fisk. Man vidste, at ørnen i købmændenes våben repræsenterede Lübeck; det var en nærliggende tanke, at den kronede stokfisk måtte repræsentere Island. Sådan kan Olaus Magnus have ræsonneret, medens han redigerede sit kort i 1539, og da først kortet forelå, kan det have støttet en udbredt misforståelse, og dermed medvirket til at stokfisken blev Islands våben.
Det lyder ret plausibelt. Alligevel er denne forklaring ikke helt tilfredsstillende.
En ny teori
Det viser sig nemlig, at stokfisken slet ikke er så enestående et våbenmærke, som man vistnok i almindelighed tror.Den kronede stokfisk, uden ørn, er for det første brugt som »byvåben« for den tyske bydel i Bergen, den såkaldte »Brygge«. Dette er påvist af den norske museumsdirektør Thor B. Kielland (se litteraturlisten).
| I slutningen af 1400- og begyndelsen af 1500-tallet søgte de norsk-danske konger at indføre tvungen mærkning af norsk sølvtøj, ikke blot med mestermærker, men også med bymærker. Dette gjaldt også de tyske guldsmede, som boede på »Bryggen«. Kielland har undersøgt en række sølvbægre, fremstillet i Bergen i begyndelsen af 1500-tallet, og blandt dem fundet to, som foruden med mestermærker er forsynet med »et stempel som i to variasjoner fremstiller en kronet halv fisk, stempler som i sin form helt har et »stadstegns« karakter« (se figur 6). Han kommer til det resultat, at dette stempel må være et »synderligt stadstegn« for »den stad i staden som »Bryggen« .... utgjorde«. |
 6. To eksempler på den bergenske Brygges »stadstegn« til påbudt mærkning af sølvtøj, vistnok indført 1537. Stærkt forstørret. Efter Kielland. |
Og det var ikke kun personer med tilknytning til Hansa-kontoret, som førte stokfisken. Den træffes f. eks. også så fjernt som i Tromsø, ført af en norsk embedsmand, oven i købet i udelt skjold (se figur 8).
En stokfisk mellem to kroner sidder i det våben (se figur 9), som den danske købmand Joachim Irgens fik ved sin adling i 1674. I århundredets midte havde han forpagtet handelen på Færøerne. Han lånte kongerne store summer, og i 1666 overtog han til gengæld Nordlandenes Fogderi i Norge. I sin bog om slægten Irgens formoder L. K. Langberg, at Joachim Irgens’ »rigdom først skriver sig fra havets skatter, fiskehandelen, som vel var det væsentligste ved forpagtningen av Færøernes handel«.
7. Fire eksempler blandt mange på bergenske borgeres våbener med kronet stokfisk i: Thomas Gitteborch 1627, Johan Witte 1651, Henrik Schrøder 1713 og Christopher Becker 1702. Efter Wiberg.
Vi ser altså en veritabel kreds af stokfiske-våbener, grupperet omkring Nordatlanten: Bergensfarer-kompagnierne i Lübeck og Hamburg, Bergen (stadstegn for Bryggen og familievåbener), Tromsø, Færøerne, Island. Og dette er jo i høj grad naturligt. Stokfisken har været den dominerende vare langs alle disse kyster, det som alle levede af, direkte eller indirekte, grundlaget for den hele trafik og handel; i Island blev stokfisken i 1420 gjort til landets »møntfod«!
Sådanne yrkesvåben-grupper findes også andre steder. I bjergværks-egne fører talrige familier, institutioner og myndigheder to krydsede hamre eller hakker i deres våben. I vindyrkende områder kan man finde en drueklase i hvertandet våben. Det er heller ikke kun fastland, der skaber våbengrupper. Også havet kan forbinde en kreds af våbener med et fælles præg, f. eks. Lollands, Bornholms og Vendens lindorme.
Hvem der først satte stokfisken i sit våben: Island, Lübeck, eller folk i Norge, bliver vel aldrig opklaret. Mon ikke Bergensfarerne? I alle fald næppe Island. Dels er de sikre vidnesbyrd om den islandske stokfisk, som vi har set, meget senere end den lübske. Dels eksisterede der efter al sandsynlighed et andet islandsk våben i forvejen!
Det islandske løvevåben
Wijnbergen-våbenbogen er et fransk håndskrift fra 1200-tallet. Størstedelen af dens 1312 farvelagte våbentegninger gengiver franske, nederlandske og tyske adelige våbener, men dens sidste 56 illustrationer viser datidens kongevåbener: Frankrig, Aragonien, Navarra, Skotland, Danmark, Sverige, Norge, osv., og blandt disse finder man, som nr. 1306, våbenet for »Kongen af Island«, le Roi dillande (d'Islande): vandret stribet af sølv og blåt med et guld skjoldhoved, herover en rød oprejst løve holdende en økse (fig. 10).Om man ser bort fra striberne, består dette våben altså af en rød øksebærende løve i guld felt, nøjagtigt det modsatte af den norske konges våben: en guld øksebærende løve i rødt felt. Og striberne kan have haft deres funktion: uden dem ville man ikke kunne se forskel på farveløse gengivelser af de to våbener, f. eks. i segl.
I løbet af 1260’erne havde de hidtil uafhængige islændinge anerkendt den norske konges overherredømme over deres ø. Den del af Wijnbergen-våbenbogen hvori Islands våben sidder, er udført mellem 1270 og 1285. Indtil 1280 havde det norske kongevåben bestået af løven alene, uden økse; først i dette år satte Kong Erik Præstehader øksen, Olav den Helliges mærke, ind i våbenet. Det våben for »Kongen af Norge« som er gengivet i Wijnbergen er dette, nye våben.
Det islandske kongevåben som det ser ud i Wijnbergen-våbenbogen, kan næppe opfattes som andet end en afledning af det norske kongevåben; meget nærliggende, da Kongen af Norge og Kongen af Island var en og samme person. Og våbenet må være dannet mellem 1280 og 1285. Uden øksen kan Kongen af Island teoretisk have ført våbenet, allerede fra 1260’erne. Det store spørgsmål er naturligvis, om dette våben faktisk har været brugt af den islandske konge, eller om det blot er resultatet af den middelalderlige våbenbogs-forfatters fantasi. Ifølge våbenbogens udgivere fremgår det af håndskriftets karakter, at dets forfatter har rejst meget, og i vid udstrækning må have kopieret de adelige våbener på deres hjemegn, men for kongevåbenernes vedkommende kan det næppe forholde sig således. Blandt disse er der endda flere våbener for de fiktive monarker, som tidens heraldik yndede, f. eks. »Kongen af Babylonien« og »Kongen af Afrika«.
Har det islandske løve-våben været brugt på Island? Og i så fald: hvor langt op i tiden? Det er spørgsmål, som det nok var værd at få besvaret.
 |
 |
|
| 8. Våben for sorenskriver Søren Pedersen Bogøe i Tromsø 1699. Han var født 1657. Efter Krag: »Norsk heraldisk Mønstring«. |
9. Våben for Joachim Irgens, adlet 1674 med navnet von Westervig. Stokfisk og kroner er af guld i rødt felt. Den i 1824 adlede familie von Irgens-Bergh mente, vistnok med urette, at nedstamme fra ham og optog ovenstående våben ideres våbens 1. felt. Efter Storck: »Dansk Våbenbog«, 1910. |
Resumé
Stokfisken findes fra 1400-, 1500- og 1600-tallet brugt som mærke i en række våbener, der alle har tilknytning til den del af Nordatlanten, hvor stokfisken var en dominerende vare. Hvem der først har taget den som sit våbenmærke, kan næppe fastslås med sikkerhed, men hvad utvetydig heraldisk brug angår, er det ældste kendte eksempel i alle fald de lübske Bergensfareres segl fra 1415. Våbenet heri er ca. 125 år ældre end det næstældste, nemlig det stokfiske-våben som 1539 tillægges Island (og som fra 1589 med sikkerhed vides at være øens våben).Om Islands stokfisk er inspireret af Bergensfarernes eller uafhxngig af denne, vides ikke, men nogle af de øvrige stokfiskevåbener er utvivlsomt afledet af Bergensfarer-våbenet.
Andre heraldikere har ment, at Islands stokfisk var den første, og at Bergensfarernes våben er en afledning af Islands. Denne opfattelse bygger på en tegning fra o. 1360. Efter min mening er denne tegning ikke-heraldisk, tilfældig, og beviser intet i den retning. Teorien om stokfisken som Islands våben på dette tidspunkt undergraves yderligere derved, at der synes at have eksisteret et tidligere islandsk våben, med en løve, kendt fra o. 1280-85, altså bare 80 år før.
 |
10. »Kongen af Island« efter Wijnbergen-våbenbogen, udført o. 1280-85. Bortset fra tværdelingerne er dette våben eksakt som det norske, blot med modsatte farver. Hertil findes en forbløffende parallel: Da islændingene over 600 år senere dannede sig deres flag, blev det eksakt som det norske, blot med modsatte farver! |
Litteratur
John Eimers: Die Werkstatt des Statius von Düren, p.133-277 i »Nordelbingen« 3. Band, Flensborg 1924.Anders Thiset: Våbenmærkerne for Island, Færøerne og kolonierne, p. 177-94 i »Årbøger for Nordisk Oldkyndighed« 3. række 4. bind, 1914.
Diplomatarium Islandicum 3. bind 1269-1415, p. 150-54, København 1896.
Halldór Hermannsson: Skjaldmerki Islands, p. 157-75 i »Eimreiðin« 22. årgang, København 1916.
Poul Bredo Grandjean: Islands stokfisk, p. 148-50 i »Det danske Rigsvåben«, 1926.
Astrid Friis: Stokfisken og Rundetårn, Politikens kronik 12. juni 1961.
Thor B. Kielland: Den kronede tørrfisk, p. 1-8 i »Gullsmedkunst« nr. 11, Norge 1934.
Johan Koren Wiberg: Bomerker og Innflyttere vedkommende Kontoret i Bergen, p. 21 ff., Bergen 1935.
Hans Krag: Norsk heraldisk Mønstring fra Fredrik IV’s Regjeringstid 1699-1730, bind 1 p. 69, Ålo 1942-55.
L. K. Langberg: Oplysninger om Slegten Irgens fra Røros, p. 163 ff., Oslo 1927.
Paul Adam-Even & Léon Jéquier: Un armorial français du XIIIe siècle, l’Armorial Wijnbergen (særtyk af Archives Héraldiques Suisses), p. 76, Lausanne 1951 -54.
Bergensfarerpladen
| I HT 5/197 skrev jeg om en terrakottaplade fra 1550'erne med Bergensfarernes våben, som var blevet fundet i Næstved, og jeg lod forstå, at denne plade var den eneste af sin art i Danmark.
Dette er ikke rigtigt. Det viser sig, at Nationalmuseet i København i sin kælder gemmer ca. 15 lignende plader, indkommet til muséet 1926 og tidligere fra Dallund Slot ved Odense. De stammer fra samme værksted, og to af dem er identiske med Bergensfarerpladen. To andre er prydet med Norges våben (se billedet), de øvrige er ikke heraldiske. Også andre steder i landet vides der at eksistere sådanne plader. De var en lübsk eksportvare, beregnet til facadeudsmykning, kaminbeklædning m.m. S.T.A. |
 |
Artikeln Bergensfarerne og Islands ældste Våben är ursprungligen publicerad i Heraldisk Tidsskrift band 1, nr. 5, 1962, s. 197-204. Kommentaren till artikeln, under rubriken Bergensfarerpladen, är publicerad i Heraldisk Tidsskrift band 2, nr. 12, 1965, s. 64.
Figurerna 1-9 är samtliga hämtade ur Heraldisk Tidsskrift band 1 nr. 5. I figur 10 har en svartvit avbildning av vapnet i Wijnbergen-vapenboken ersatts med ett foto av originalet. Figur 9 har särskilt färglagts för webbpubliceringen. Illustration till Bergensfarerpladen är hämtad ur Heraldisk Tidsskrift band 2, nr. 12.
Bearbetning av text och bilder för webbpublicering har gjorts av Jens Christian Berlin.