Magt og symboler

Thomas Hobbes (1588-1679) som heraldiker[1]

Af Peter Kurrild-Klitgaard

Heraldik og politik

Som historisk hjælpedisciplin kommer heraldikken ofte i berøring med andre socialvidenskabelige discipliner. Mest af alt beskæftiger heraldikeren sig i studiet af symboler, som psykologen og den fortolkende filosof, med at skønne, hvad der har været eller er personers intentioner med bestemte handlinger. Heraldikeren beskæftiger sig også, som sociologen og retshistorikeren, med, hvorledes regler og institutioner er opstået og har udviklet sig.
På disse og andre punkter kommer heraldikeren ofte i berøring med spørgsmål af en politisk karakter. Heraldikken har gennem tiden i vidt omfang været politisk bestemt; det er ikke mindst stater og deres herskere, der har institutionaliseret og reguleret brugen af våbener og undertiden brugt dem som politiske instrumenter. Eksempler herpå er tildelingen af adelsprivilegier i Danmark (1671 og 1679), brugen af våbener som skatteobjekter i Frankrig eller til social nivellering, som i Frankrig efter revolutionen i 1789.
Dertil kommer, at både stater, familier og individer har brugt deres våbener til at signalere eller hævde politiske prætentioner, ambitioner og loyalitet. Her kan man pege på f.eks. de danske kongers antagelse af løverne som våbenmærke og brugen af Tre-kroner våbenet, de engelske kongers anvendelse af de franske liljer, eller italienske familiers brug af enten ørne eller liljer.
Men hvor heraldikeren af og til bevæger sig ind på politikkens eller filosofiens områder, hører det til sjældenhederne, at den politiske filosof som sådan bevæger sig ind på heraldikkens disciplinære enemærke. Det er således næppe i værker om politisk filosofi, at heraldikeren først vil lede efter beskrivelser eller analyser relevante for hans område.
Alligevel er det sket, at heraldikkens og den politiske filosofis veje har krydset hinanden. Formålet med nærværende artikel er kort at introducere, hvorledes og ikke mindst hvorfor det kom til at forholde sig sådan, at en af de mest prominente af modernismens politiske tænkere, Thomas Hobbes (1588-1679), i sit hovedværk Leviathan (1651) beskæftigede sig med heraldik, og således også på dette punkt hørte til sjældenhederne.

Hobbes om heraldik

Thomas Hobbes tilegnede i 1. Del af Leviathan et helt kapitel (10) til emnet "Om Magt, Værd, Ophøjethed, Ære og Værdifuldhed",[2] og dette kapitel indeholder overraskende nok et helt underafsnit om heraldik, Coats of Armes (s. 67-68).[3]
Hobbes indleder sin behandling af heraldikken med korrekt at fastslå, at våbener er arvelige symboler. Dernæst foretager han en skelnen mellem de våbener, der er adelige (honourable), og de, der ikke er. Adelige våbener er kendetegnede ved at medføre privilegier, mens dette ikke er tilfældet for ikke-adelige våbener. Nærmere bestemt har adelige våbener privilegier, som indebærer "magt", nemlig "sådanne privilegier, eller rigdomme, eller andre sådanne ting, som er lige så ærede af mænd."
Denne slags adelige symboler er, mener Hobbes, uløseligt knyttet til den germanske indflydelsessfære: "Der har aldrig været en sådan ting kendt, hvor de tyske skikke var ukendte. Ej heller er den i dag nogetsteds i brug, som tyskerne ikke har beboet." Det er derfra, at skikken med brug af våbener er kommet til England, Frankrig, Spanien og Italien. Ganske vist havde hære allerede i oldtiden, f.eks. de græske, symboler malede på deres skjolde, men disse var ikke arvelige og kan nærmest sammenlignes med erhvervssymboler. Romernes symboler kan heller ikke opfattes som arvelige familiesymboler, idet disse var gengivelser af forfædrene snarere end egentlige, stiliserede symboler, der var gået i arv. Og hverken i Asien, Afrika eller Amerika kendes der, ifølge Hobbes, eksempler på arvelige våbener.
Heraldikken er derimod, mener Hobbes, opstået i Tyskland i forbindelse med krigsfærd, først og fremmest feudalherrernes kampe med hinanden. Formålet var dobbelt: Praktisk og æstetisk. For det første bevirkede heraldikken, at feudalherrerne, "når de var dækkede med rustninger, kunne genkendes af deres følge". For det andet havde heraldikken en rent ornamental funktion. Til det formål "malede de deres rustning, eller deres skjold eller deres klædning med et billede af et dyr, eller en anden ting, og de placerede også et eminent og synligt mærke på toppen af deres hjelme." Disse mærker var, formodentlig på grund af oprindelsen i krigsfærd og selvhævdelse, for størstedelens vedkommende "levende dyr, kendte for mod og rov, eller borge, murtinder, bælter, våben, bjælker, palisader, eller andre krigsinstrumenter, [eftersom] intet andet [var] af ære end militær dyd."
Det er, ifølge Hobbes, fra disse krigsherrer, at den oprindelige adel nedstammer. Arvelige våbener opstod ved, at disse symboler, skjoldmærker og hjelmtegn, blev optaget af efterkommerne, "af den ældste rent, af de øvrige med en eller anden form for diversitet." Denne differentiering bestemtes af herolden - en embedsbetegnelse, som angiveligt stammede fra den hollandske betegnelse for "gammel herre", Here-alt.
Senere opstod skikken med at tildele våben: "[Ikke] blot konger, men også folkelige samfund [d.v.s. republikker] gav forskellige former for symboler til sådanne, som blev sendt i krig, eller vendte tilbage fra den, som opmuntring eller som belønning for deres tjenester."
Som heraldiker var Hobbes udpræget "britisk" i hans opfattelse af heraldikkens regler, f.eks. med hensyn til differentiering af våbener indenfor samme slægt. Det gør, at hvad han havde at sige, i vidt omfang er af mindre interesse for den ikke-britiske heraldiker. Dertil kommer, at der i hans behandling af heraldik er adskillige fejl, omtrent lige så mange, som der er korrekte oplysninger.
Heraldikken er ikke opstået hos tyske krigsherrer. De tidligste egentlige våbener kendes som bekendt fra Frankrig, England og Flandern, og der er god grund til at tro, at heraldikken er normannisk eller flandersk i dens oprindelse. Ej heller er heraldikken - i en bred forstand - afgrænset til de områder, hvor tyske folkeslag har gjort sig gældende. Der kendes således eksempler på nedarvede quasi-heraldiske symboler i både oldtidens Rom, Hellas, Ægypten, Amerika og Asien. Selv ikke når det gælder oprindelsen til ordet herold, havde Hobbes ret; dette betyder ikke en gammel mand, men derimod en hærleder.

Heraldikkens plads i Hobbes' system

Hvad Hobbes sagde om heraldik var overvejende enten mangelfuldt eller decideret forkert. Årsagen er uden tvivl, at Hobbes egentlig ikke var synderligt interesseret i heraldik som sådan og iøvrigt tilsyneladende baserede sig på andenhånds-viden.[4]
Det interessante ved Hobbes’ behandling af heraldik er imidlertid ikke så meget, hvad han skrev om heraldik, men hvorfor han overhovedet skrev noget. Som filosof og politisk teoretiker var det Hobbes’ erklærede mål at formulere en abstrakt og generel forklaring på, hvorfor menneskets liv underkastet en suveræn og absolut politisk autoritet nødvendigvis er at foretrække for et liv i en anarkisk "naturtilstand". Det er umiddelbart svært at forstå, hvorledes dette mål skulle lede Hobbes til at beskæftige sig med heraldik. Men nøglen til at forstå dette, er den samme som nøglen til at forstå, hvorfor han mente, at mennesker bør affinde sig med en suveræn og absolut statsmagt.
Svaret ligger i synet på menneskets natur. Hobbes opfattes i dag ofte som en slags "stedfader" til den moderne økonomiske teori. Årsagen er, at han opfattede mennesket som et egoistisk, hedonistisk og kortsigtet væsen, som i enhver given situation vil være villig til at anvende ethvert tænkeligt og muligt middel til at nå sine mål med. Men hvor en sådan antagelse i økonomisk teori er en rent instrumentel antagelse, opfattede Hobbes det som et nødvendigt træk ved ethvert menneske. I en politisk sammenhæng er det ensbetydende med, at mennesker altid vil søge at tilrane sig så megen magt som muligt. Men hvad enten det drejer sig om politik eller om menneskelige relationer i almindelighed, vil denne trang i mennesket gøre, at fraværet af en institution til at lægge bånd på menneskets egoisme vil udvikle sig til en alles kamp mod alle. En sådan tilstand vil, med Hobbes’ berømte ord, være én, hvor menneskets liv er "ensomt, fattigt, væmmeligt, dyrisk og kort". Det er med baggrund i den analyse, at Hobbes når frem til, at den eneste acceptable samfundsform er en, hvor al magt er koncentreret i én, konstitutionelt ubegrænset politisk institution.
For at forstå, hvorledes denne indfaldsvinkel fik Hobbes til at beskæftige sig med heraldik, er det nødvendigt at forstå hans skelnen mellem begreberne magt (power), værd (worth), ophøjethed (dignity), ære (honour) og værdifuldhed (worthinesse). Dette er ikke mindst centralt, fordi Hobbes i vidt omfang lægger et andet indhold i disse begreber, end filosoffer og andre mennesker normalt gør.
Et menneskes magt defineres af Hobbes som besiddelsen af midler til at opnå goder med. Denne magt kan enten være "original" i form af medfødte egenskaber, såsom styrke og intelligens, eller "instrumentel", som er magt, man har tilegnet sig med henblik på at tilegne sig yderligere magt, f.eks. velstand og forbindelser (s. 62-63).
Et menneskes værd er for Hobbes den værdi, som et andet menneske tillægger en persons magt. Ophøjethed er derimod den værdi, som samfundet tillægger en person i kraft af dennes magt, f.eks. ved at tildele personen yderligere magt, embeder eller hædersbevisninger (s. 63-64).
Denne manifestering af den værdi, som en person eller et samfund tillægger et menneske i kraft af dets magt, er, hvad Hobbes kalder at blive æret. At ære en person er at bede vedkommende om hjælp, at adlyde eller at give gaver til denne, etc. (s. 63-67). Ærbar er derfor "hvilken som helst besiddelse, handling, eller kvalitet, som er en tilføjelse til eller tegn på magt. Og derfor, at blive æret, elsket, eller frygtet af mange er ærbart, som en tilføjelse til magten." (s. 65). Hvorvidt en handling er retfærdig eller uretfærdig har således ingen betydning for, hvorvidt den er ærefuld, "for ære består alene i opfattelsen af magt." (s. 66-67).
Et menneskes værdifuldhed er derimod noget, som er forskelligt fra en persons værdi. Den består i vedkommendes i specifikke evner, således at en person er mest værdifuld med hensyn til at kommandere eller dømme, hvis han er den bedste til det (s. 69).
Det er i den forbindelse, at man skal forstå Hobbes’ fokusering på sammenhængen mellem "adelskab" og heraldik. For Hobbes' opfattelse af adelskab er på ingen måde nogen idealistisk eller idylliseret fabuleren om ridderlighed, noble karaktertræk og lignende, som man finder det hos mange britiske heraldikere, f.eks. Robert Gayre of Gayre and Nigg, eller hos tidligere tiders historikere. Adel, for Hobbes, er magt og alene magt, eller rettere: de privilegier, som giver magt: "Adelskab er magt, ikke alle steder, men kun i de stater, hvor det har privilegier; for det er i sådanne privilegier, at dets magt består." (s. 63)
Hobbes påstand om, at adel og våbener nødvendigvis hører sammen, må altså således ikke forveksles med f.eks. Gayres og visse andre heraldikeres absurde påstande om, at adelskab og retten til at bære våben er ét og det samme. Den eneste grund til, at Hobbes overhovedet beskæftiger sig med heraldik er, at våbener gennem tiden er blevet opfattet som tegn på adelskab, og dermed på privilegier, og disse igen på magt. Våbener uden magt er ganske vist også våbener, men de er for Hobbes uinteressante, fordi hans fokus er på magt.
Også på et andet punkt er Hobbes realisme interessant for studiet af heraldik. Tidligere tiders historikere (og en del nutidige) har lagt vægten på at forklare våbeners oprindelse som et resultat af personers behov for at have identifikationstegn eller som resultatet af våbentildelinger for noble handlinger.
Hobbes kæder, som antydet, også våbeners eksistens sammen med krigsfærd, men det er i en langt større sammenhæng. For det første er krigsfærd for Hobbes det naturlige resultat af menneskets evindelige stræben efter mere magt. For det andet kæder Hobbes våbenernes opståen sammen med menneskets evige forfængelighed og trang til selvhævdelse. På dette punkt foregreb Hobbes faktisk en meget senere tids, mere realistiske vurdering af heraldikken.[5]
Alt i alt er der en god del mere realisme (og kynisme) i Hobbes’ tilgang til og analyse af heraldikken, end den man har kunnet finde i de efterfølgende århundreders romantiserede billede af heraldikkens opståen.

Konklusion

Det er næppe tilfældigt, at de eneste politiske filosoffer, som har beskæftiget sig med heraldik, skal findes før vort århundrede.[6]
Den politiske filosof er ved afslutningen af det 20. århundrede langt mere specialiseret og ahistorisk i hans interesser, end for eksempel Hobbes. Hvor politiske tænkere som Hobbes på samme tid var, hvad der i dag ville blive kaldt økonomer, sociologer, psykologer og - fremfor alt - historikere, er den politiske filosof af i dag langt mere snævert afgrænset til at beskæftige sig med normativ teoretisering.
Dertil kommer, at heraldik i dag - siden de borgerlige revolutioner i 1800-tallet - generelt er uden større samfundsmæssig betydning. Anvendelsen af våbener er i dag (med undtagelse af nationale og korporative symboler) stort set uden juridisk betydning, og bærer ingen eller meget få privilegier eller forpligtelser med sig. Selv i det land i verden, hvor den heraldiske autoritet er mest velbevaret og levende - Skotland - medfører brugen af et registreret våben stort set kun det "privilegie", at ingen anden kan anvende nøjagtigt samme våben. Og det skotske princip om, at enhver besidder af et registreret våbenskjold er "adelig" er dermed ikke andet end en historisk anakronisme al den stund, at adelskabet ingen yderligere retslige privilegier bærer med sig end netop brugen af våbenet.
Og i det øjeblik, hvor brugen af et våben ikke længere bærer særlige privilegier eller forpligtelser med sig, har det ikke længere nogen interesse for den politiske filosof (i hans egenskab af sådan). En nutidig Thomas Hobbes ville måske - som sociologer, psykologer eller historikere - kunne interessere sig for de sociale aspekter af brugen af våbener, eller for heraldikken som måde at udtrykke private idealer, sociale ambitioner eller kulturelle traditioner. Men derudover kan heraldikken idag højst være for den politiske filosof, hvad den er for de fleste andre: En smuk, interessant og privat hobby.

Summary

The article examines one of the few examples of a political philosopher, who has attempted to integrate a study of heraldry into his philosophical system, namely Thomas Hobbes (1588-1679) in his classic, Leviathan (1651). The article argues, that much of what Hobbes had to say of heraldry was either wrong or of little interest, but that his effort may highlight the purpose of Hobbes’ more general ambition of analyzing the consequences of human nature. It is also argued that Hobbes’ analysis may contribute to a more realistic view of the origins of heraldry.

Noter

• 1. Jeg skylder tak til mine lærere ved Columbia University, Julian H. Franklin og David Johnston, som har bibragt mig en bedre forståelse af Hobbes’ tankegang, end jeg ellers ville have haft. Jeg skylder også Poul Holstein tak for god kritik.
• 2. Alle henvisninger er til Richard Tucks udgave (1991). Alle oversættelser er mine egne.
• 3. Dette er ikke mindst overraskende i den forstand, at sekundær-litteraturen om Hobbes og Leviathan omfatter tusindevis af arbejder, hvoraf ingen - mig bekendt - beskæftiger sig med Hobbes’ syn på heraldik.
• 4. I originalmanuskriptet refererer Hobbes i en håndskreven note til afsnittet om heraldik (Coats of Armes, s. 67-68) til Philip Cluverius’ værk Germania antiqua som værende kilden. Ifølge teksten er det næstefterfølgende underafsnit om adelstitler (Titles of Honour, s. 68-69) i vidt omfang baseret på Hobbes’ nære åndsfælle John Seldens (1584-1654) "excellente afhandling om dette emne", Titles of Honour (1614).
• 5. Se f.eks. Fox-Davies ([1909] 1978, 16-17).
• 6. En anden politisk teoretiker, der beskæftigede sig med heraldik, var filosoffen, sociologen og historikeren Herbert Spencer (1820-1903), hvis arbejder (1862-93) jeg håber at kunne vende tilbage til ved en anden lejlighed.

Litteratur

• Arthur C. Fox-Davies. A Complete Guide to Heraldry (1909). New York: Bonanza Books, 1978.
• Thomas Hobbes. Leviathan (1651). Red. Richard Tuck. Cambridge: Cambridge University Press, 1991.
• Herbert Spencer. A System of Synthetic Philosophy I-X. London, 1862-93.

Billedtekst til illustration i Heraldisk Tidsskrift:

Vignetten fra førsteudgaven af Leviathan (1651). Illustrationen fanger i dens symbolik elegant kernen i Hobbes’ behandling af heraldik: Fysisk magt og krigsførelse (symboliseret af soldater, våben, kanon og tordenkile) skaber ære og privilegier (den adelige krone og mitraen), som igen giver mere magt (borgen og kirken).

The vignette of the first edition of Leviathan (1651). The symbolism of the illustration elegantly captures the essence of Hobbes’ treatment of heraldry: Physical power and war (symbolized by the soldiers, weapons, canon and thunderbolt) gives rise to honour and priviledges (coronet and mitra), which again leads to more power (castle and church).

Bragt i Heraldisk Tidsskrift 8, 73 (Marts 1996): 111-17)