Nordisk Konference 20074. - 6.maj 2007, Frederiksborg Slot, HillerødUnder protektion af Hans Kongelige Højhed Prins Henrik afholder Heraldisk Selskab (Societas Heraldica Scandinavica) den 4. nordiske heraldikerkonference på Frederiksborg Slot, Hillerød, Danmark, den 4. – 6. maj 2007 i samarbejde med Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot, der stiller sin foredragssal til rådighed og giver konferencens deltagere mulighed for at besøge ridderkapellet under kyndig vejledning. Konferencens tema er ”Våbener for nordiske riddere af Elefantordenen, Dannebrogordenen og Serafimerordenen. Statssymbolik i nordiske ordenstegn”. Temaet er inspireret af det sted, hvor konferencen afholdes, Frederiksborg Slot, der med sit ridderkapel fra 1690’erne placerer Danmark i en heraldisk kulturtradition med særlig vægt på statssymbolik og danner ramme om emblematiske identitetsudtryk for en lang række danske og udenlandske, og heriblandt også nordiske, personligheder. I løbet af 1800-tallet medførte udvik-lingen, at flere personer end tidligere blev inspireret til at antage et våben og blandt dem også personer i de andre nordiske lande. En lignende kulturtradition har været levende i Sverige siden midten af 1700-tallet. I nyeste tid har fremtrædende heraldiske kunstnere sat deres præg på ordensheraldikken. Foruden riddervåbenerne er ordenstegnenes udformning relevante. De hænger ikke mindst i Norge, Finland og Island sammen med de pågældende landes statssymbolik. Ved at belyse fænomener i nordisk kultur, der siden 1600- og 1700-tallet har givet sig udslag i en unik heraldisk tradition, skabelse af våbener for statsoverhoveder og andre fremtrædende personer og udformning af nationale kendetegn samt udvikling og vedligeholdelse af en særpræget kunstnerisk genre, vil konferencen bidrage til at holde en væsentlig side ved den nationale identitet i de nordiske lande i hævd og give næring til en fortsat frugtbar udvikling af våbenkunsten. Konferencen er den fjerde i den række af nordiske heraldikerkonferencer, der har fundet sted siden 2001. På konferencen i 2001 var temaet ”Den offentlige heraldik i Norden”, der især belyste den misbrug og den misforståede omformning, som statskendetegn og andre offentlige våbener er udsat for i nutiden. For fra begyndelsen at understrege, at konferencerne skulle omfatte hele Norden, fandt den første konference sted på Kalmar Slot, Sverige. På konferencen i 2003 på Åbo Slot, Finland, var temaet ”Hvordan kom heraldikken til Norden?” med bidrag om forekomsten af den ældste heraldik fra 1100-tallet og frem. I 2005 blev konferencen afholdt på Akershus, Oslo, med temaet ”Nordiske unioner: indgåelse og opløsning – heraldik og flag”, der var inspireret af, at man i Norden det år markerede opløsningen af den svensk-norske union i 1905. Konferencen i 2007 indledes uformelt om aftenen fredag den 4. maj. Lørdag den 5. maj og en del af søndag den 6. maj afvikles foredragsprogrammet, og der aflægges besøg i ridderkapellet. Om aftenen den 5. maj inviteres der til en reception med en let servering. Det administrative arbejde i forbindelse med konferencen udføres af arkivar, seniorforsker Nils G. Bartholdy, til hvem alle henvendelser bedes rettet. Han er det danske Rigsarkivs heraldiske sagsbehandler og næstformand i Heraldisk Selskab, har en mangeårig erfaring med organisation af internationale kongresser om genealogi og heraldik og har koordineret forberedelserne af de foregående nordiske heraldikerkonferencer. Hans adresse er: Dalgas Boulevard 63, 2. th., DK-2000 Frederiksberg. Hans telefonnummer hjemme er (45) 38 88 44 23; i Rigsarkivet er hans direkte telefonnummer (45) 33 92 23 23. Hans email-adresse er: nils.bartholdy@email.dk. Foredragsprogrammet ser foreløbig således ud: Islands fhv. præsident, fru Vigdís Finnbogadóttir (Island): Våbener for islandske præsidenter som riddere af Elefantordenen og Serafimerordenen Museumsinspektør Steffen Heiberg (Danmark), Frederiksborgmuseet: Indretningen af ridderkapellet i Frederiksborg Slotskirke Kgl. våbenmaler ved Ordenskapitlet Ronny Andersen (Danmark): Våbenerne for riddere af Elefantordenen og Dannebrogordenen i kunstnerisk henseende Doktorand vid Cambridge University Antti Matikkala (Finland): Riddarordnar, vapen och diplomati på 1600-1700-talet Avdelningschef vid Åbo Landskapsmuseum och intendent vid Kungl. Maj:ts Orden Tom Bergroth (Finland): Carl Gustaf Tessin och serafimersköldernas tillkomst Ordenshistoriograf vid Kungl. Maj:ts Orden Per Nordenvall (Sverige): Danska, norska, finska och isländska serafimerriddares vapen Vapenmålare vid Kungl. Maj:ts Orden Leif Eriksson (Sverige): Konstnärlig frihet kontra förlagan. Idé och principskisser kring ett vapen Avdelningschef vid Åbo Landskapsmuseum och intendent vid Kungl. Maj:ts Orden Tom Bergroth (Finland): Skapandet av finska personvapen för riddare av Serafimerorden, Elefantorden och Dannebrogorden Cand. mag. Kaare Seeberg Sidselrud (Norge): Våpen for norske riddere av Elefantordenen og Dannebrogordenen Kulturhistorisk og kunstnerisk interesserede heraldikere i hele Norden, som er medlemmer af Heraldisk Selskab (Societas Heraldica Scandinavica) og/eller af nationale heraldiske selskaber i Sverige, Norge og Finland, inviteres til at deltage i konferencen. På baggrund af deltagelsen i den foregående konference i Oslo regnes der med et deltagerantal på over 75. Adskillige af deltagerne vil erfaringsmæssigt være yngre mennesker og deriblandt studerende. En del af disse er udøvende heraldiske kunstnere, der utvivlsomt i de kommende år vil sætte deres præg på bl. a. den offentlige heraldik i Norden. En række af de foredrag, der holdes på konferencen, vil efterfølgende blive trykt i Heraldisk Tidsskrift. Tidsskriftet udsendes med to hefter om året.
|