Referat af HERALDISK SELSKABs ordinære generalforsamling

lørdag den 5. maj 2007 på Frederiksborg Slot, Hillerød

1. Valg af dirigent
Tom Vadholm (Norge) blev valgt til dirigent, og konstaterede at generalforsamlingen var indkaldt i overensstemmelse med Selskabets vedtægter. Da Tom Vadholm var foreslået som medlem af den i forslaget til ændrede vedtægter nævnte valgkomité, foreslog han at Martin Sunnqvist (Sverige) overtog dirigenthvervet under behandlingen af dette punkt, hvilket blev godkendt.

2. Formandens beretning om året maj 2006 – april 2007
Styrelsen konstituerede sig med Allan Tønnesen som formand, Nils Bartholdy som næstformand, Steen Clemmensen som sekretær, Bo Møller som kasserer og Poul Holstein som redaktør. Der har været afholdt tre styrelsesmøder. Den fulde beretning kan ses på selskabets webside.

Af hovedpunkterne kan nævnes: der har været afholdt 3 styrelsesmøder, hvor bl.a. konferenceforberelserne og forslaget til vedtægtsændringer er drøftet. Også i år ser regnskabet ret lyst ud, ikke mindst efter at hele opsætning, trykning og udsendelse af tidsskriftet nu udføres i Norge, hvorved den 25% danske moms spares. Også salg af gamle numre og andet har bidraget med fircifret beløb, men uden et betydeligt beløb fra Alfred Good’s Fond havde det set anderledes trist ud. Medlemmerne opfordres til at opfordre alle, der har blot en lille interesse for heraldik til at melde sig ind i selskabet, en hvervefolder på hhv. dansk, norsk og svensk er ved at gå i trykken. En genudgivelse af Sven Tito Achens Heraldikkens femten glæder forventes udgivet i forbindelse med 50-års jubilæet i 2009 og Ulrik Reindels Kronborgtapeterne og striden om de tre kroner afventer kun fondstøtte for at blive udgivet.

Knud Prange (Danmark) komplimenterede, at websiten, nyhedsbrevet og konferencen nu bliver nævnt i vedtægterne, men beklagede at folderen havde været så længe undervejs. Han efterlyste de aktuelle medlemstal. Sekretæren oplyste at det var 414, herunder 362 med løbende indbetalinger.

Beretningen blev taget til efterretning.

3. Beretninger om lokalafdelingernes virke
Nils G. Bartholdy nævnte, at den københavnske lokalafdelings hovedaktivitet var forelæsningsrækken i samarbejde med Folkeuniversitetet i april-maj, der behandler Myter og fantasi i heraldikken.

Harald Nissen berettede, at Trondheim-afdelingen, som nu har 3 aktive og 3 korresponderende medlemmer, har holdt møder i begyndelsen af 2007 og at 2 af medlemmerne har afholdt adskillige foredrag med lokalhistorisk-heraldisk indhold. Harald Nissen havde modtaget Svensk Heraldisk Förenings medalje 2006.

4. Beretninger fra nedsatte udvalg
Der har været nedsat 2 udvalg, som:

1) skulle udarbejde forslag til ændrede vedtægter. Resultatet er vedlagt indkaldelsen på det relevante af de tre sprog (dansk, svensk og norsk) og fremlagdes af styrelsen til vedtagelse under punkt 7.

2) har set på mulighederne for at omdanne SHS til et forbund af nationale foreninger, bl.a. Svenska Heraldiska Föreningen, Norsk Heraldisk Forening og Heraldiska Selskabet i Finland. Disse drøftelser har ikke ført til resultater, der kunne fremlægges, primært grundet manglende enighed om hvorvidt kontingent til SHS (og dermed Heraldisk Tidsskrift) skulle være obligatorisk eller ej. Et forslag om et Nordisk heraldisk Råd, som kunne forestå fælles aktiviteter blev trukket af forslagsstillerne.

5. Forelæggelse af det reviderede regnskab
Kassereren, Bo Møller, forelagde regnskabet, der viste et beskedent overskud, når der ses bort fra hensættelsen til betaling af HT 95, der først blev udsendt januar 2007. Forbedringen af økonomien skyldes først og fremmest reducerede udgifter til trykning og udsendelse af tidsskriftet efter at dette er flyttet til Norge, men SHS er stadig afhængig af velvilje fra fonde til udgivelsen af tidsskriftet. Gælden til Heraldisk Selskabs Skriftfond er nedbragt med 20%. Der har ikke været udgifter for Skriftfonden.

På forespørgsel oplyste kassereren at SHS vil undersøge mulighed for at skifte til en bedre bankforbindelse.

Knud Prange (Danmark) udtrykte sin bekymring over det faldende medlemstal, som over en 9-års periode skulle være faldet fra 543 til de nuværende 414. Han mente desuden, ud fra en simpel division af kontingentsummen med antallet af medlemmer på generalforsamlingstidspunktet, at styrelsen havde ladet medlemmer undlade at betale kontingent. Dette blev tilbagevist af sekretæren, Steen Clemmensen, som gjorde opmærksom på at Pranges beregninger var baseret på en fejlagtig opfattelse af medlemstallene. I den nævnte periode havde medlemsomsætningen været på 769, bl.a. fordi interesserede af administrative grunde blev opført som medlemmer og modtog seneste nummer af tidsskriftet. Men hvis kontingentet ikke var betalt ved næste udsendelse efter rykker, blev restanter slettet som medlemmer. Sekretæren bemærkede også, at mange foreninger, herunder de fleste heraldiske, havde haft faldende medlemstal i de senere år. Hans Cappelen (Norge) delte Pranges (og styrelsens) bekymring over det faldende medlemstal, og så frem til at høre Pranges forslag til at vende denne beklagelige tendens.

Dirigenten konstaterede at der var behov for en nærmere redegørelse for udviklingen i medlemstal og kontingentbetaling, hvilket styrelsen lovede til næste generalforsamling, hvorefter regnskabet blev godkendt.

6. Fastsættelse af næste årlige kontingent
Styrelsen foreslog uændret kontingent på 260 DKK, med omregning og afrunding efter kursen på generalforsamlingstidspunktet til 280 NOK – 320 SEK – 35 EUR.

7. Behandling af indkomne forslag
Der var ikke indkommet forslag, ud over det udsendte forslag til vedtægtsændringer.

Dirigenten noterede, at i.h.t. § 12 stk.2, 3.punktum kunne vedtægtsændringerne træde i kraft umiddelbart, hvis tre fjerdedele af de afgivne stemmer var for forslaget. Han gennemgik derefter ændringsforslagene punkt for punkt og konstaterede, at der – bortset fra det nye § 10 stk.2 nr.11 (valgkomité) - ikke var forslag om yderligere ændringer. Dog mente Knud Prange, at det var et problem at forslag skulle indsendes 1 måned før generalforsamlingen, mens indkaldelsen først skulle være udsendt 14 dage før, men han stillede intet ændringsforslag. Formuleringen er essentielt lig med de hidtil gældende vedtægter, vedtaget i 1995 mens Prange var formand.

Leif Påhlsson (Sverige) mente ikke at styrelsen burde foreslå medlemmerne af valgkomitéen og at formuleringen ”efter indstilling fra styrelsen” burde udgå. Påhlsons forslag faldt, da der kun var 4 stemmer for.

Det samlede forslag til vedtægter, som udsendt, blev vedtaget ved håndsoprækning med 3 stemmer imod – og ingen begærede optælling af stemmer for, da det var indlysende at mere end tre fjerdedele var for.

Dirigenten konstaterede, at generalforsamlingen fortsatte efter den alternative dagsorden (pkt. 8-12), og at styrelsesmedlemmer, der ikke var på valg blev prolongeret til næste generalforsamling.

8. Valg af formand
Allan Tønnesen blev valgt med akklamation.

9. Valg af medlemmer og suppleanter til styrelsen
Dirigenten oplæste styrelsens forslag til medlemmer og suppleanter, der alle blev valgt med akklamation. Konstueringen er oplyst efterfølgende.

Den nye styrelse består derefter af: Allan Tønnesen (formand), Peter Kurrild-Klitgaard (næstformand, ny), Poul Holstein (redaktør), Bo Møller (kasserer), Ronny Andersen (nyhedsbrev, salg), Nils G. Bartholdy og Susanne Vogt - alle Danmark; Tom Bergroth og Wilhelm Brummer (ny) - Finland; Martin Sunnqvist (sekretær), Martin Asker (medlemsresgisterfører, ny), Jens Christian Berlin (webredaktør, ny) - alle Sverige; Kaare Seeberg Sidselrud (ny) og Hans Cappelen – Norge; Stefán Snæbjörnsson (Island).

Suppleanter er: Ulrik Reindel (ny) – Danmark; Niklas Procopé – Finland; Eric Bylander (ny) – Sverige; Geir Helgen - Norge, og Matthias Arni Johannsson (ny) - Island.

10. Valg af revisorer og revisorsuppleanter
Som revisorer genvalgtes Steen Zangenberg og Jens Bloch - begge Danmark. Som revisorsuppleanter valgtes Erling Svane og Sigvard Mahler Dam (ny) - Danmark.

11. Valg af Valgkomité
Til valgkomitéen valgtes Henric Åsklund (formand, Sverige), Tom Vadholm (Norge), Steen Clemmensen (Danmark), Arni Arnason (Island) og Maunu Harmo (Finland).

12. Eventuelt
Formanden, Allan Tønnesen, takkede de fratrædende Steen Clemmensen og Arni Arnason for deres arbejde i styrelsen og overrakte Lystvandringsprisen til Geir Helgen. Prisen, som blev indstiftet efter den internationale kongres 1980 i København tildeles en, som har gjort en indsats for heraldikken af lystbetonet karakter. Han motiverede prisuddelingen med modtagerens altid muntre tegninger af arkæologisk og heraldisk indhold som oplivede breve og andet. Herunder viste han tegningen af formandens (eller var det kassererens) kvaler i forbindelse med et besøg af revisoren, og (måske optimistisk) af hele Norges befolkning travende ned fra fjeldet for at melde sig ind i selskabet – og takkede modtageren for de mange år som suppleant.

Efterfølgende oplyste Tom Bergroth, at den næste konference og generalforsamling finder sted på Stockholm Slot i dagene 22-24. maj 2009 med emnet Personheraldik og våbenret.

Steen Clemmensen
Selskabets afgående sekretær
København, 7.maj 2007