Tilmelding og betaling, 385,- kr., sker til Folkeuniversitetet, Købmagergade 52, 1150 Kbh. K., tlf. 33 14 48 27. Der ydes rabat til alle over 65 år. Foredragene finder som sædvanlig sted i Rigsarkivet, Harsdorffsalen, indgang: Tøjhusgade 1.
Tirsdag den 28. februar 2006 kl. 19.30 cand. mag. ULRIK REINDEL: Kronborgtapeternes kongevåbener og striden om de tre kroner.
De historisk ukorrekte våbener, der findes på Frederik IIs berømte gobeliner, er traditionelt blevet affærdiget som et udslag af manglende heraldisk kundskab, men våbenerne har snarere karakter af et bevidst partsindlæg i den dansk-svenske våbenstrid.
Tirsdag den 7. marts 2006 kl. 19.30 museumskonsulent THOMAS W. LASSEN: Topografiske kilder til dansk heraldik
Med udgangspunkt i farvebeskrivelser af en række danske byvåbener fortælles der om 1600- og 1700-tallets topografiske værker og deres særlige betydning som kilder til dansk heraldik og som bidrag til det heraldiske studiums historie.
Tirsdag den 14. marts 2006 kl. 19.30 arkivar, seniorforsker NILS G. BARTHOLDY: Danske kongedøtres våbenføring
Kongernes døtre har siden middelalderen ført deres fædres våbener, og de indgik i kombina-tioner med deres ægtemænds heraldik og fik undertiden en videregående politisk betydning.
Tirsdag den 21. marts 2006 kl. 19.30 lektor, lic. theol. CARSTEN BACH-NIELSEN: Dronning Sophie i sine aners kreds
Frederik IIs meget selvbevidste dronning, der kom fra Mecklenburg, fik en lang enkestand og glemte aldrig sin herkomst, hvilket kan spores i en lang række heraldiske mindesmærker.
Tirsdag den 28. marts 2006 kl. 19.30 museumsinspektør JØRGEN HEIN: Hosebåndsordenen og Danmark
Rosenborg har verdens ældste samling af hosebåndsordener. De har været Frederik IIs, Christian IVs, hans bror Ulriks og Christian Vs. Ordenstegnenes udformning og anvendelse undergik ændringer fra Elizabeth I til James I.